Start free

Handelsvilkår - Erhverv - Version 2.0

Gyldighed og aftalepart

Disse handelsvilkår gælder for alle aftaler om køb af adgang til og brug af Alexandra AI Platform (herefter “Platformen”), som indgås mellem erhvervskunden (herefter “Kunden”) og Alexandra Instituttet A/S, CVR-nr. 24 21 33 66, Åbogade 34, 8200 Aarhus N (herefter “Alexandra Instituttet”). Ved begrebet ”aftale” forstås enhver bestilling eller kundeaftale, og kan f.eks. være en bekræftet e-mail eller Kundens køb af ydelser gennem Alexandra Instituttets hjemmeside.

Vilkårene gælder alene for køb foretaget af erhvervsdrivende, offentlige myndigheder og andre juridiske personer. Aftaler indgået med forbrugere er ikke omfattet af disse vilkår.

Vilkårene accepteres af Kunden ved oprettelse af brugerkonto, ved bestilling eller ved første brug af Platformen. Fravigelser af vilkårene er kun gyldige, hvis de er skriftligt aftalt mellem parterne.

I tilfælde af konflikt eller uoverensstemmelser mellem aftaleforhold har dokumenterne følgende prioritet:

  • Vilkår og betingelser indeholdt i de til enhver tid gældende tredjepartsbetingelser, herunder licensbetingelser for software og services
  • Den til enhver tid gældende databehandleraftale
  • Kundens oprettede brugerkonto på Alexandra Instituttets hjemmeside
  • Disse handelsvilkår

I disse handelsvilkår omfatter begrebet tredjepartsleverancer både tredjeparter, som leverer software til løsningen, og øvrige leverandører til Platformen, herunder fx også leverandører af hardware til Platformen.

Ydelsen

Platformen stilles til rådighed som en online tjeneste (Software as a Service). Alexandra Instituttet leverer adgang til Platformens funktioner som beskrevet på hjemmesiden eller i den konkrete bestilling.

Alexandra Instituttet tilstræber en høj driftsstabilitet, men garanterer ikke uafbrudt eller fejlfri drift. Planlagt vedligehold tilstræbes varslet i rimeligt omfang og placeret uden for normal kontortid, hvor det er muligt.

Alexandra Instituttet kan løbende videreudvikle, ændre og forbedre Platformens funktioner. Disse ændringer kan kræve planlagt nedetid, og kan finde sted uden varsel. Alexandra Instituttet bestræber sig på, at væsentlige ændringer, der forringer Kundens brug, varsles i rimeligt omfang.

Priser og forbrugsbaseret betaling

Forbrugsbaseret afregning

Brug af Platformen afregnes efter faktisk forbrug. Forbrug måles på baggrund af API kald og tokens til de til enhver tid gældende priser, der fremgår af Platformen.

Alle priser er angivet i danske kroner (DKK) og er eksklusive moms. Der tillægges moms efter den til enhver tid gældende sats, medmindre andet følger af gældende momslovgivning.

Forbruget opgøres øjeblikkeligt og fratrækkes kundens saldo på platformen. Genopfyldninger af saldoen faktureres per indbetaling. Alexandra Instituttet kan fastsætte et forbrugsloft (rate limit) for at begrænse risikoen for utilsigtet forbrug.

Prisændringer

Alexandra Instituttet forbeholder sig ret til at ændre priserne. Prisændringer varsles med rimeligt varsel og får virkning for forbrug, der finder sted efter ikrafttrædelsesdatoen. Da der ikke er nogen bindingsperiode, kan Kunden ophøre med at bruge Platformen, hvis Kunden ikke ønsker at acceptere en prisændring.

Betalingsmetoder og betalingsbetingelser

Betaling kan ske på én af følgende måder:

Enkeltvise indbetalinger: Kunden genopfylder sin saldo på platformen med en engangsbetaling via et online betalingsmiddel.

Tilmelding af betalingsmetode: Kunden tilmelder et online betalingsmiddel ved oprettelse, og forbrug trækkes automatisk i overensstemmelse med afsnit 3.

Typisk et betalingskort (Dankort, Visa, etc.) eller mobile pay.

Manglende eller forsinket betaling

Alexandra Instituttet er berettiget til at suspendere eller lukke Kundens adgang til API kald til Platformen, så længe kundens saldo er mindre end det beløb kundens API kald ville koste.

Alexandra Instituttet er berettiget til at ophæve samarbejdet, hvis Kunden misligholder sine betalingsforpligtelser eller hvis Kunden bliver insolvent, er ude af stand til at betale forfalden gæld, indgiver konkurs begæring eller begæres konkurs eller bliver sat under administration, medmindre gældende lovgivning er til hinder herfor.

Fortrydelsesret

Erhvervsaftaler er ikke omfattet af forbrugeraftaleloven. Erhvervskunder har derfor ikke 14 dages fortrydelsesret.

Varighed og opsigelse

Aftalen løber uden bindingsperiode. Kunden kan til enhver tid opsige aftalen og ophøre med at bruge Platformen.

Ved opsigelse betaler Kunden for forbrug frem til opsigelsestidspunktet. Allerede afregnet eller forbrugt beløb refunderes ikke. Eventuelt resterende forudbetalt saldo, der ikke er forbrugt, refunderes efter Alexandra Instituttets nærmere anvisning, medmindre andet er aftalt.

Opsigelse og lukning af konto kan ske via Platformen eller skriftligt til kontaktadressen angivet nederst i disse vilkår.

Persondata og databehandling

I det omfang Alexandra Instituttet behandler personoplysninger på vegne af Kunden som led i leveringen af Platformen, er Kunden dataansvarlig og Alexandra Instituttet databehandler. Parterne indgår i så fald en databehandleraftale, der opfylder kravene i databeskyttelsesforordningen (GDPR) artikel 28, senest ved samarbejdets begyndelse.

Alexandra Instituttet har egen skabelon til databehandleraftale, der kan ses her: Databehandleraftale. Ved sin accept af aftalens vilkår bekræfter Kunden samtidig at have læst databehandleraftalen og at denne DBA er grundlaget for Alexandra Instituttets behandling af data. For Alexandra Instituttets behandling af personoplysninger som dataansvarlig henvises til Alexandra Instituttets til enhver tid gældende privatlivs- og cookiepolitik, der er tilgængelig på Alexandra Instituttets hjemmeside.

Reklamation og ansvarsbegrænsning

Konstaterer Kunden fejl eller mangler ved Platformen, skal Kunden reklamere skriftligt uden ugrundet ophold og senest 8 dage efter, at fejlen eller manglen er eller burde være konstateret.

Ved fejl af teknisk karakter er Alexandra Instituttet alene forpligtet til at foretage afhjælpning inden for rimelig tid. Kunden kan ikke kræve erstatning eller anden kompensation for den tid, der medgår til afhjælpning.

Alexandra Instituttet er ikke ansvarlig for indirekte tab eller følgeskader, herunder driftstab, tab af data, tabt avance, tab af goodwill eller forventede besparelser.

Alexandra Instituttets samlede erstatningsansvar over for Kunden er under alle omstændigheder begrænset til Kundens samlede betaling for forbrug i de seneste 12 måneder forud for det ansvarspådragende forhold. Hvis der ikke er forløbet 12 kalender måneder fra indgåelsen af samarbejdet til den skadevoldende handling indtræder, beregnes beløbet som det månedlige gennemsnit for den påløbne periode ganget med 12. Begrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed udvist af Alexandra Instituttet.

Uanset modstridende bestemmelser påtager Alexandra Instituttet sig intet ansvar af nogen art for tredjepartsleverancer, herunder hvad angår tilgængelighed, funktionalitet, opdateringer, modifikationer eller mangler.

Alexandra Instituttet er under ingen omstændigheder ansvarlig for mangler, forsinkelser, manglende opfyldelse af forpligtelser eller for andre forhold i henhold til Platformen, såfremt disse helt eller delvist skyldes (a) Kundens uagtsomhed eller misligholdelse af disse handelsvilkår og/eller parternes øvrige aftalegrundlag, (b) Kundens øvrige leverandører eller anden tredjemand, som har leveret ydelser til eller på anden vis er forbundet med Kunden, herunder hvis de har foretaget ændringer/tilpasninger i Platformen (c) Kundens anvendelse af Platformen på en anden måde end forudsat af Alexandra Instituttet, (d) Kundens indtastning af forkerte, ufuldstændige eller misvisende oplysninger i Platformen, (e) hændelige begivenheder, som Kunden bærer risikoen for, og (f) tab, der er dækket af en forsikring tegnet af Kunden eller til fordel for Kunden.

Platformen anvender kunstig intelligens til at genere indhold. Kunden er bekendt med og accepterer, at dette indhold er produceret på baggrund af sandsynlighedsbaserede modeller, og derfor kan være ufuldstændigt, unøjagtigt, misvisende eller indeholde faktuelle fejl (hallucinationer). Kunden er ansvarlig for at gennemgå, validere og foretage en selvstændig vurdering af indhold, der er genereret af kunstig intelligens inden det anvendes, offentliggøres eller på anden måde danner grundlag for handlinger eller undladelser.

Kunden er bekendt med og accepterer, at de svar og resultater, der genereres af Platformen ikke nødvendigvis er unikke. Det indebærer eksempelvis at samme input ikke altid vil føre til samme output.

Immaterielle rettigheder

Samtlige immaterielle rettigheder til Platformen og resultaterne deraf, herunder software, programkode, design, grafik, tekster, varemærker og domæner, tilhører Alexandra Instituttet eller Alexandra Instituttets licensgivere. Dette gælder også eventuelle ændringer, tilpasninger, opgraderinger mv. af Platformen.

Kunden opnår alene en ikke-eksklusiv, ikke-overdragelig brugsret til at anvende Platformen og resultaterne heraf, og er tidsmæssigt begrænset til aftalens løbetid.

Kunden bevarer rettighederne til de data og det indhold, som Kunden tilfører Platformen. Kunden indestår for at have de fornødne rettigheder hertil og holder Alexandra Instituttet skadesløs for krav fra tredjemand, der udspringer af Kundens indhold eller brug.

Uanset det ovenfor anførte vil eventuel software, der indgår i en tredjepartsleverancer, og som leveres som del af Platformen, altid være reguleret af den pågældende tredjepart fastsatte licensvilkår eller standardbetingelser, som er gældende for tredjepartsleverancen. Hvis en tredjepart kræver, at Kunden tiltræder tredjepartens licensvilkår eller standardbetingelser, er Kunden forpligtet hertil, som betingelse for retten til at bruge denne software.

Hver Part bevarer alle rettigheder, som den pågældende part har forud for parternes samarbejde. Parterne bevarer også hver især samtlige rettigheder til egne værktøjer og metoder. Begge parter kan dog udnytte generel viden (knowhow), som parterne har erhvervet i forbindelse med aftalen, også selvom denne generelle viden måtte have karakter af fortrolige oplysninger, i det omfang anvendelsen ikke er i strid med parternes andre forpligtelser i henhold til aftalen i øvrigt, herunder forpligtelserne til at iagttage fortrolighed.

Force majeure

Alexandra Instituttet er ikke ansvarlig for manglende eller forsinket levering, der skyldes forhold uden for Alexandra Instituttets rimelige kontrol, herunder fx krig, uroligheder, naturkatastrofer, brand, strejke og lockout, svigtende forsyninger eller infrastruktur, nedbrud hos underleverandører, cyberangreb samt ændret lovgivning eller myndighedspåbud.

Ændring af vilkårene

Alexandra Instituttet kan ændre disse handelsvilkår med rimeligt varsel. Den til enhver tid gældende version offentliggøres på Platformen. Fortsat brug af Platformen efter en ændrings ikrafttræden betragtes som accept af de ændrede vilkår.

Lovvalg og værneting

Aftalen er underlagt dansk ret. Lovvalgsregler i dansk international privatret, der måtte henvise til andet lands ret, finder ikke anvendelse. Enhver tvist, der udspringer af aftalen, skal afgøres ved Retten i Aarhus som første instans.

Forbehold

Der tages forbehold for trykfejl samt specifikationsændringer.

Vilkårenes ophør

Vilkårene gælder så snart kunden opretter en konto i platformen og indtil kunden vælger at lukke sin konto eller den lukkes af Alexandra Instituttet.

Kontakt

Alexandra Instituttet A/S

CVR-nr. 24 21 33 66

Helsingforsgade 12, 2100 København Ø

Tlf. +45 70 27 70 12

E-mail: alexandra@alexandra.dk

Overdragelse

Kunden må ikke uden Alexandra Instituttets forudgående skriftlige samtykke, som ikke må tilbageholdes uden rimelig grund, overdrage sine rettigheder eller forpligtelser i henhold til aftalen indgået med Alexandra Instituttet.

Alexandra Instituttet kan uden forudgående samtykke overdrage sine rettigheder og forpligtelser til enhver tredjepart.

Fortrolighed

Hver part skal sikre fuld fortrolighed om den anden parts fortrolige oplysninger. Fortrolige oplysninger omfatter enhver oplysning, som en part måtte modtage, og som vedrører den anden part. Det gælder f.eks. oplysninger om den anden parts interne forhold, prisoplysninger, forretningsdrift, kontrakter, kunder mv.

Fortrolige oplysninger omfatter ikke oplysninger, der (a) var kendt eller bliver kendt af den modtagende part uden forpligtelse til at påse fortrolighed; (b) udvikles uafhængigt af den modtagende part; (c) skal videregives i henhold til lovgivning eller en statslig myndighed; eller (d) er kendt af offentligheden.